15. september 2025
Den Oscar-vindende instruktør og manuskriptforfatter Alexander Payne - kendt for film som THE HOLDOVERS (2023), NEBRASKA (2014), THE DESCENDANTS (2012), SIDEWAYS (2005) og RUNDT OM SCHMIDT (2002) – skal nu instruere sin første europæiske spillefilm, ET STED DERUDE. Filmen skal optages i Danmark og vil foregå på dansk.
“Given Denmark’s rich cinematic history stretching back to the silent era, I feel privileged to direct a Danish movie, and I hope I can serve Erlend Loe’s terrific screenplay,” fortæller Alexander Payne.
Den norske skuespiller Renate Reinsve, som modtog prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller i Cannes i 2021 for sin rolle i VERDENS VÆRSTE MENNESKE, og som lige nu er aktuel i Joachim Triers seneste film SENTIMENTAL VALUE (2025), der er udtaget til hovedkonkurrencen ved årets Cannes Filmfestival, er allerede bekræftet i en bærende birolle.
ET STED DERUDE produceres af Birgitte Skov for Scanbox Productions, og manuskriptet er skrevet af Erlend Loe baseret på en idé af Åke Sandgren.
”Som store fans af Alexander Paynes film siger det sig selv, at vi er utrolig stolte og beærede over henholdsvis at skrive manus til og producere hans første europæiske spillefilm. Vi stod for 2,5 år siden med en skøn idé til en film undfanget af svenske Åke Sandgren, men vi manglede en instruktør. Vi tog chancen og rakte ud efter stjernerne. Erlends gode kontakt til Payne startede en inspirerende samtale om projektet, som vi nu sammen gennem længere tid har udviklet til en dansk spillefilm. Vi glæder os umådeligt til næste kapitel,” siger Birgitte Skov og Erlend Loe om samarbejdet.
ET STED DERUDE co-produceres af Hummel Film (Norge), Nordic Drama Queens (Sverige) og Maneki Films (Frankrig). Finansiering og casting er i fuld gang.
Filmen distribueres i Norden af Scanbox Entertainment, som ejes af Vuelta – et europæisk studie, der samler førende lokale distributions- og produktionsselskaber under ét kreativt tag.
Optagelserne begynder i starten af 2026, og en færdig film forventes i foråret 2027.