11. august 2026
Der er lagt op til et intenst spændingsdrama i traileren til Nagieb Khajas debutspillefilm, LØVEHJERTE, som offentliggøres i dag. I traileren får publikum et første glimt af hovedkarakteren Luan, spillet af Besir Zeciri, der beslutter sig for at bryde fri af bandemiljøets barske rammer. Men vejen ud bliver ikke nem. Da en stor mængde kokain forsvinder, skylder Luan pludselig penge til de helt forkerte mennesker. Tilbage står spørgsmålet, om det lykkes Luan at løsrive sig og vende ryggen til alle dem og alt det, han kender?
Inspireret af virkelige begivenheder skildrer LØVEHJERTE de menneskelige omkostninger, der følger med i forsøget på at vende bandemiljøet ryggen. Gennem flere års dybdegående research og utallige fortrolige samtaler har den anerkendte dokumentarist, Nagieb Khaja, fået et unikt indblik i livet som bandemedlem. Det er de samtaler, der nu danner det ærlige fundament for historien om Luan.
Filmen markerer Nagieb Khajas debut som fiktionsinstruktør.
LØVEHJERTE er produceret af Toolbox Film, distribueret af Scanbox Entertainment og kan opleves i biograferne fra den 29. oktober 2026.
Handlingen
29-årige Luan drømmer om at forlade bandemiljøet for at starte et nyt liv. Det vil være et farvel, der kræver store ofre, og selv sin bedste ven og højre hånd, Issa, er han nødt til at vende ryggen. For første gang har Luan udsigt til et arbejde og en fast hverdag, men det nye liv viser sig at blive anderledes, end han havde forestillet sig. Da en sending stoffer forsvinder, bliver Luan gjort ansvarlig og skylder nu en stor sum penge til sin tidligere bandeleder, Haki. Gælden truer med at fastholde ham i det liv, han kæmper for at forlade, og Luan står over for et afgørende valg: Skal han blive i bandemiljøet for at overleve eller tør han for alvor bryde med fortiden og risikere alt for friheden? LØVEHJERTE er et intenst spændingsdrama om venskab, mod og den svære vej ud af bandemiljøet, inspireret af en sand historie.
Robert-vinder i front for Nagieb Khajas debutdrama
I hovedrollen som Luan - en ung mand, der forsøger at lægge sit liv i bandemiljøet bag sig og finde fodfæste i en ny virkelighed - ses Besir Zeciri. Besir Zeciri har tidligere gjort sig bemærket bl.a. i tv-serierne Fredløs (2021), for hvilken han modtog en Robert for bedste mandlige hovedrolle, og Den som dræber - Fanget af mørket (2024) samt i biografsuccesen Vejen Hjem (2024) og den oscarnominerede Pigen med Nålen (2024), hvoraf sidstnævnte sikrede ham endnu en Robert for bedste mandlige hovedrolle.
I rollen som hans barndomsven Issa ses Mohamed Djeziri, som blandt andet er kendt fra filmene Krudttønden (2020), Underverden (2023) og Mørkeland (2024) samt i Netflix-serien Chosen (2022) og DR’s TV- serie Ungeren (2024).
I de øvrige centrale roller ses bl.a. debutanterne Ermela Dhimitri som Flora, Luans mor, Yacine Touabti som Musa, Issas lillebror, og Mimoza Murati i rollen som Luans søster Adriana. Derudover medvirker desuden den rutinerede skuespiller Bjarne Henriksen (Hvidstengruppen (2012), Edderkoppen (2020), Borgen (2010) og Ulven kommer (2020)) som portør-chefen Ole på det hospital, hvor Luan arbejder samt Ali Kazem, BK Mensah og Jonas Ghiassey, kendt fra den populære Youtube-kanal og podcast ’Bedøvende’ samt DR-podcasten ’Galt nok’.
Holdet bag filmen
Bag kameraet står den prisvindende journalist, dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja, som debuterer som fiktionsfilmsinstruktør med LØVEHJERTE. Nagieb Khaja har ligeledes været medforfatter til manuskriptet, som han har skrevet sammen med Jesper Fink.
Nagieb Khaja har de sidste 21 år beskæftiget sig med konflikter i Syrien og Afghanistan med særlig adgang til ledende personer i jihadistiske grupper som Al-Qaeda og Taleban. I 2021 modtog han, sammen med tre journalister fra Ekstra Bladet, Cavlingprisen 2021 for dokumentarfilmen Mettes uønskede børn (2021).
Nagieb Khaja var desuden medforfatter og idémand til Charlotte Sielings anmelderroste drama Vejen Hjem (2024), som han også skrev sammen med Jesper Fink og Charlotte Sieling.
Jesper Fink står blandt andet bag manuskripter på film som Før frosten (2019), Birthday Girl (2024), DR TV-serien Ungeren (2024) og senest overlevelsesdramaet Fremmed - Det sidste opgør (2025).
LØVEHJERTE er produceret af Toolbox Film i co-produktion med Zik Zak Filmworks med støtte fra Det Danske Filminstitut ved konsulent Annette K. Olesen, Nordisk Film & TV Fond i samarbejde med DR & Scanbox Entertainment – en del af Vuelta.
Fakta om LØVEHJERTE
Medvirkende:
Luan: Besir Zeciri
Issa: Mohamed Djeziri
Flora: Ermela Dhimitri
Ole: Bjarne Henriksen
Musa: Yacine Touabti
Adriana: Mimoza Murati
Haki: Ramadan Huseini
Holdet bag:
Instruktør: Nagieb Khaja
Manuskript: Jesper Fink og Nagieb Khaja
Producenter: Toolbox Film v/ Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen
Fotograf: Henrik Bohn Ipsen, DFF
Production designer: Thomas Bremer
Lyddesigner: Gunnar Arnason
Komponist: Janus Rasmussen
Klipper: Anders Villadsen