Maria Gerhardts roman ”Transfervindue” filmatiseres med Amanda Collin i hovedrollen main image

Maria Gerhardts roman ”Transfervindue” filmatiseres med Amanda Collin i hovedrollen

6. lokakuuta 2026

Caroline Sascha Cogez debuterer som spillefilmsinstruktør med TRANSFERVINDUE, baseret på Maria Gerhardts roman af samme navn. Samtidig offentliggøres den første trailer til filmen. TRANSFERVINDUE er et stærkt og rørende drama om at favne livet, når det er mest skrøbeligt. I den altoverskyggende hovedrolle som Lea ses Amanda Collin, flankeret af Alba August, Joachim Fjelstrup, Pernilla August og Arian Kashef. 

I traileren til TRANSFERVINDUE får vi et indblik i Leas liv – både før og efter en uhelbredelig kræftsygdom forandrer alt. Traileren viser den store kontrast mellem en altoverskyggende kærlighed til livet og sorgen over at skulle miste det hele.



TRANSFERVINDUE produceres af MOTOR får dansk biografpremiere d. 4. marts 2027.

Handlingen

Da den unge stjerne-DJ Lea rammes af uhelbredelig sygdom, søger hun tilflugt på det særlige hospice Magnolia, som med sin overjordiske skønhed og et cannabisdyrkende Søsterskab er designet til, at terminalt syge kan tjekke ud af samfundet. Her forsøger Lea at skærme sig fra det liv, hun ikke er klar til at forlade. Men venner og familie trænger sig på. Hun mindes den stormende forelskelse i sit livs kærlighed og starten på deres lille familie. I vinduet mellem livet og døden må Lea finde styrken til både at elske og give slip. Men hvordan siger man farvel til et liv, man længes efter at leve? 

Baseret på Maria Gerhardts roman

TRANSFERVINDUE er et gribende drama om at leve livet, mens tid er - og om at sige farvel, før man er klar. Filmen er baseret på forfatteren Maria Gerhardts roman fra 2017. Maria Gerhardt var både én af Københavns største dj’s under navnet Djuna Barnes og en anerkendt forfatter og kulturjournalist. Hun fik sin skønlitterære debut i 2014 med romanen Der bor Hollywoodstjerner på vejen og fulgte den op med digtsamlingen Amagermesteren fra 2015, som hun året efter modtog Politikens Litteraturpris for. Transfervindue udkom i foråret 2017, få dage inden hun døde af kræft i en alder af bare 39 år.  

Amanda Collin i hovedrollen

I hovedrollen som Lea kan biografgængerne glæde sig til at se Amanda Collin. Hun er en af Danmarks mest eftertragtede skuespillere og har inden for de sidste otte år brilleret med den ene stjernepræstation efter den anden, bl.a. med gennembrudsrollen i Christian Tafdrups En frygtelig kvinde (2017), thrilleren Undtagelsen (2019), Ridley Scotts store dramaserie Raised by Wolves på HBO Max (2020-2022), Paprika Steens Fædre & Mødre (2022), Nikolaj Arcels storfilm Bastarden (2024), actiondramaet De lydløse (2024) og senest HBO-serien House of The Dragon (2024-2026) og TV2-serien De bedste år (2026).

Alba August, Joachim Fjelstrup, Pernilla August i andre centrale roller

Stortalentet Alba August spiller rollen som Leas kæreste, Elin. Alba August har opnået stor dansk og international opmærksomhed med sin medvirken i serien Hændelser ved vand (2023), Netflix-serien The Rain (2018-2020) samt hendes portrættering af den folkekære svenske forfatter Astrid Lindgren i spillefilmen Unge Astrid (2018). Derudover vandt hun sidste år Robert-prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin medvirken i tv-serien Bullshit. 

Rollen som Leas ven Mikkel spilles af Joachim Fjelstrup. Han fik sit gennembrud som Eik Skaløe i filmen Steppeulven (2015), hvor han modtog en Bodil-nominering for Bedste mandlige hovedrolle. I 2023 blev han også nomineret til både en Bodil og en Robert for Bedste mandlige birolle i Toves værelse (2023). Derudover har han bl.a. medvirket i Lykkelige omstændigheder (2022) og Hygge! (2023), Afdeling Q-thrilleren Den grænseløse (2024) og senest det prisvindende drama Vægtløs (2025), samt den Oscar-nominerede Pigen med nålen (2025).

Derudover ses Pernilla August i rollen som abbedissen på hospicet, hvor Lea er indlagt. Pernilla August er blandt andet kendt for Den gode vilje (1992), Star Wars: Episode I - Den usynlige fjende (1999), Star Wars: Episode II - Klonernes angreb (2002), I am Dina (2002), samt tv-serierne Forhøret (2022), Hændelser ved vand (2023), Ronja Røverdatter (2024) og At koge bjørn (2025).

Arian Kashef, der tidligere har medvirket i filmene Shorta (2020), Vejen Hjem (2024) og tv-serierne Løgnen på TV 2 (2025) og Legenden på Netflix (2026), spiller Leas plejer på hospicet.

Instruktør får spillefilmsdebut

TRANSFERVINDUE er instrueret af dansk-franske Caroline Sascha Cogez, der i 2015 vandt en Robert for New Danish Screen-filmen LULU (2014), og i 2011 var hendes dokumentarfilm SHE SINGS nomineret til en Nordic Dox Award på CPH:DOX. Cogez har opbygget en international karriere som instruktør bag prisvindende reklamefilm, musikvideoer og kortfilm og har været involveret i flere kunstprojekter, bl.a. med den anerkendte kunstnergruppe Superflex. Cogez har desuden lavet flere prisvindende radiodokumentarer og er vært på samtaleprogrammet Nattevagten, først på Radio24syv, i dag Radio IIII. Hun fik bogen Transfervindue på Palliativ Afdeling Bispebjerg af forfatteren selv, et par uger før udgivelsen, hvor Maria Gerhardt bad Cogez læse op fra bogen i hendes sted til udgivelseseventen i Politikens Hus. Få uger efter gik Gerhardt bort: ’På den måde, blev jeg på sin vis bogens stemme, jeg fordybede mig i dens potentiale. Den kreative proces med at skrive manus blev min egen sorgbearbejdelse. Jeg forbandt mig til ideen om det utopiske hospice, et fristed i et samfund, hvor vi på mange måder er drevet af angsten for døden.’

Caroline Sascha Cogez har skrevet manuskriptet i samarbejde med manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen, der har skrevet manuskript til flere spillefilm og tv-serier, herunder Bedrag III (2019), Rita (2012-2020), Meter i sekundet (2023) og Graverne (2024). 

Den højt profilerede klassiske komponist, Louise Alenius, har komponeret et originalt korværk til filmen. Louise Alenius har tidligere bl.a. skabt den kontroversielle opera ”Manualen” til Det Kongelige Teater om selvmord og er desuden kendt fra DR-programmerne Gift som aldrig før (2026) og Kunst til tiden (2024).